[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Drengeår i Grænselandet. Af Vagn Leick. 120 sider, 16 x 23 cm. Ill: 39 fotos (17 i farver), 2 kort. Pris kr 198,00 (ib.). Historisk Samfund for Sønderjylland. Udgivet 2010. (Serie: Sønderjyske Levnedsløb nr 34)

Et tidsbillede som i delvis selvbiografisk form beskriver en opvækst på en dansk landsbyskole i et lille sønderjysk landsbysamfund 12 kilometer øst for Tønder.
Bogen er dr. phil. Vagn Leicks erindringer fra sin opvækst i landsbyen Lydersholm tæt på den dansk-tyske grænse. Det er en historie som er tæt knyttet ikke alene til det lille lokalsamfunds, men også til grænselandets og Sønderjyllands historie. Historien udspiller sig hovedsageligt i en periode på næsten 20 år i 1940'erne og 1950'erne, men medtager erindringer fra den første verdenskrig efterladt af Willy Leick (Vagn Leicks far) - med beskrivelser fra fronten af kamphandlinger ved Guillemont, Reims, Arras, St. Quentin og Cambrai. "Disse begivenheder danner baggrund for at forstå elementer i den familiekrønike, som jeg også har forsøgt at fortælle"(fra Indledning).
Vagn Leicks far, Willy Leick, blev i 1920 førstelærer på Lydersholm Skole efter som ung sønderjyde at have deltaget i første verdenskrig. "Med brugen af sin fars beretninger fra soldatertiden og fra tiden efter genforeningen er Vagn Leicks erindringer ikke blot en erindringsbog, men en familiekrønike fra grænselandet i det 20. århundredes første halvdel"(fra redaktionens forord). Familiekrøniken runder således Willy Leicks deltagelse i første verdenskrig ved vestfronten og familiens etablering i Lydersholm i 1920'erne og 1930'erne. Bogen berører også anden verdenskrig, besættelsen og befrielsen med hjælp fra Vagn Leicks bror, Adser Leicks beretning.
Vagn Leick fortæller videre om faderens gerning på Lydersholm Skole og om skolens betydning for lokalsamfundet, om Lydersholm Forsamlingshus der længe var Danmarks mindste, om faderens opdagelse af og den senere udgravning af renæssancejagtslottet Grøngård (opført under hertug Hans den Ældre i 1570), om grænsens og grænsebevogtningens betydning i hverdagen. "Den nærmeste grænseovergang fra Lydersholm var Bejers Kro. Men i virkeligheden var der hverken grænseovergang eller kro på dette sted. Kroen var blevet nedlagt mange år tidligere, og grænseovergangen var lukket med en bom og bevogtet af grænsegendarmer fra Lydersholm, som kun lukkede bommen op for lokale bønder med særlig tilladelse."
Et kapitel berører forholdet mellem stedets dansk- og tysksindede, et andet handler om den vestsønderjyske dialekt som blev talt i hverdagen (medmindre man var tilflytter nordfra eller var inkarneret hjemmetysker og derfor kun talte tysk).
Dernæst beskrives dagliglivet i landbruget i efterkrigstiden - en tid hvor gamle landbrugsmetoder langsomt blev skiftet ud med mekaniseringer.
Vagn Leicks erindringer slutter med tiden på statsskolen i Tønder i slutningen af 1950'erne hvor jazz'en gjorde sit indtog. I 1958 forlod Vagn Leick Lydersholm og Sønderjylland.
Bogen "er landsbyidyl krydret med alvorstunge erfaringer fra to verdenskrige og deres efterdønninger i grænselandet"(fra redaktionens forord).
Den er illustreret med bl.a. Willy Leicks farvefotografier fra 1940'erne og 1950'erne.

UDDRAG AF INDHOLD: Egnen. Willy Leicks erindringer fra den Første Verdenskrig. Familien etableres på Lydersholm Skole. Krigen, Besættelsen og Befrielsen. Efterkrigsår. Lydersholm Skole. Forsamlingshuset. Grøngård. Folk i Lydersholm. Grænsen. Hjemmetyskere. Sprog. Hverdag. Fritid. Statsskolen i Tønder. Nye tider. Litteratur.

UDGIVER:
Historisk Samfund for Sønderjylland
Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa
Tlf: 74 62 46 83
E-post: hssdj@hssdj.dk
Internet: www.hssdj.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk