[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Flensborgsten - om murstensformater, teglhandel og arkitektur. Kirsten H. Clausen og Torben A. Vestergaard (red.). 102 sider, 21 x 21 cm. Ill: 65 fotos (55 i farver), 12 tegninger, 2 figurer, 4 kort. Pris kr 125,00. Museum Sønderjylland Cathrinesminde Teglværk - Cathrinesmindes Venner. Udgivet 2010.

Teglværker og flensborgsten er fællesnævnere for egnen omkring Flensborg Fjord. De fleste af fjordens teglværker og teglbrænderier er for længst væk, og sporene af nedlagte teglværker forsvinder hurtigt. Murstenene er mere uforgængelige end teglværkerne, og kan gennem århundreder sidde i murværket på bygninger i de gamle hertugdømmer, i kongeriget og i udlandet.
Flensborgsten betegner et murstensformat på ca. 40 millimeters eller 1½ tommes tykkelse. "Vi formoder, at deres popularitet i 1700-årene var en modesag. Vi tror nok, at de er inspireret af importerede hollandske mursten kaldet mopper. Men vi ved, at der blev lavet mange af dem i teglværkerne omkring Flensborg Fjord - deraf navnet"(fra Forord).
Denne bog kaster lys over flensborgstenenes historie. Den indeholder ni forfatteres bidrag om teglværkerne ved fjorden, om teglstenene og deres formater, om tegleksporten ud i verden, om Københavns brande og behovet for byggematerialer, om kirker og klostre og om De vestindiske Øers arkitektur fra dansketiden.
Hans Munk Hansen indleder med en artikel om teglproduktionens historie ved Flensborg Fjord, især de tidligere teglværker i Rinkenæs. Artiklen fortæller om produktionen og anvendelsen af teglsten fra middelalderen til mellemkrigstiden
Dernæst en artikel af Torben A. Vestergaard om tegleksport fra teglværkerne omkring Flensborg Fjord, bl.a. om afsætningen af tegl til København (der havde et særligt stort omfang efter Københavns brande), og om mursten der endte på de Vestindiske Øer fragtet som ballast i skibe.
Jørgen Skaarup beskæftiger sig i sin artikel med sammenhænge mellem teglproduktion og skudefart på Sydøstfyn. Artiklen redegør bl.a. for fundet af to skuder fra 1600-tallet ud for ladepladsen ved Lundeborg.
En artikel af Sabina Harholm Lønskov indeholder eksempler på anvendte teglsten fra Københavns Museums udgravninger samt observationer fra stående bygninger fra 1600- og 1700-tallet. De giver et indblik i periodens anvendelse af teglsten, og diskuterer forekomsten af genanvendte teglsten.
Thomas Bertelsens artikel sammenligner brugen af teglformater og forbandter i middelalderens og renæssancens kirker. Artiklen viser "at specifikke stenformater og forbandter ikke uden forbehold kan knyttes entydigt til middelalderens og renæssancens bygningskultur."
Peter Dragsbo giver et overblik over tegl i dansk arkitektur og byggeskik fra middelalderen til nutiden.
Så følger to artikler om tegl og arkitektur i det tidligere Dansk Vestindien. Jørgen G. Berthelsen omtaler aspekter af øernes historie samt import og anvendelse af mursten på de Dansk Vestindiske Øer, mens Ulla Lunn giver en introduktion til den bygningskulturelle arv i det tidligere Dansk Vestindien.
Kaare Lund Rasmussen redegør i bogens sidste artikel for en målemetode som afslører en karakteristisk profil for tegl fra bestemte lergrave. Metoden er udviklet til bestemmelse af proveniens af arkæologisk fundet brugskeramik og mursten. Den kan bruges til at forbinde ellers anonyme teglsten med bestemte teglværksområder og "er med held anvendt på over 50 lokaliteter i Danmark og udlandet. Den hidtil mest detaljerede skelnen er opnået i Sønderjylland, hvor vi har kunnet se forskel på keramik fra Ribe og fra landsbyen Okholm kun 7 km i fugleflugtslinie sydvest for Ribe middelalderby."
Bogen er baseret på et seminar om flensborgstenenes historie afholdt af Cathrinesminde Teglværk den 2. oktober 2009 med deltagere af forskere fra forskellige fagområder.
Torben A. Vestergaard, antropolog, er museumsinspektør ved Museum Sønderjylland Cathrinesminde Teglværk. Han har beskæftiget sig med erhvervskultur, aktuelt Sønderjyllands industrihistorie, og tidligere maritim kulturhistorie.

UDDRAG AF INDHOLD: Bidrag til historien om teglsten fra Flensborg Fjords kyst. Tegleksporten fra Flensborg Fjord. Teglproduktion og skudefart. Teglsten i jorden - iagttagelser fra Københavns udgravninger. Teglstensformater og forbandter i Danmarks middelalder og renæssance. Tegl i dansk arkitektur og byggeskik. Jomfruøernes 'flensborgsten' - hvor kom de fra? Skabt af mange hænders arbejde - en introduktion til den bygningskulturelle arv i det tidligere Dansk Vestindien. Proveniensbestemmelse af flensborgsten fra teglværkerne ved Illerstrand, Nivaagaard og Prøvelyst.

FORFATTERE: Hans Munk Hansen, Torben A. Vestergaard, Jørgen Skaarup, Sabina Harholm Lønskov, Thomas Bertelsen, Peter Dragsbo, Jørgen G. Berthelsen, Ulla Lunn, Kaare Lund Rasmussen.

UDGIVER:
Museum Sønderjylland Cathrinesminde Teglværk - Cathrinesmindes Venner
Illerstrandvej 7, 6310 Broager
Tlf: 74 44 94 74
E-post: Cathrinesminde@museum-sonderjylland.dk
Internet: www.museum-sonderjylland.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk