[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Toulouse-Lautrec. Den Menneskelige Komedie. Af Birgitte Anderberg, Vibeke Vibolt Knudsen. 175 sider, 24 x 30 cm. Med 155 illustrationer (hovedparten i farver). Pris kr 199,00. Statens Museum for Kunst. Udgivet 2011.

Denne bog handler om den franske kunstner Henri de Toulouse-Lautrec (1864-1901) og hans kunst - med hovedvægt på hans tegninger, grafiske værker og plakater. Bogen indeholder et omfattende illustrationsmateriale i form af gengivelser af Toulouse-Lautrecs værker samt fotos fra samtiden. Dens tekster belyser dels Toulouse-Lautrecs kunst, dels beskriver de datidens Paris som ramme for hans kunstneriske udfoldelse.
Mere end nogen anden kunstner står Toulouse-Lautrec som fransk kunsts enfant terrible i 1800-tallets sidste par årtier. En kunstner som i en kort men intens periode på godt 15 år infiltrerede storbyens forlystelsesscener og kompromisløst fortolkede dyder og laster på tværs af sociale skel. Storbyen, som i Lautrecs samtid blev beskrevet som en teaterscene, blev en forudsætning for hans kunst. Og underholdningsindustrien var det mikrokosmos hvori han registrerede storbyens aktører iscenesætte sig selv og sætte begæret i spil uanset køn og klasse.
Lautrecs motivverden koncentrerer sig om teatre, cirkus, bordeller, caféer og dansehaller især på Montmartre. Her skabte han et repertoire af figurer, af dansere, sangere, skuespillere, prostituerede og deres publikum og kunder. Med blik for det tragikomiske blev dette persongalleri de oplagte motiver for hans afkodning af den urbane eksistens. I bogen vises hvordan Lautrec anvendte det karikerede som et greb til skarpsindig iagttagelse af det sociale spil der i den omsiggribende forbrugskultur ofte var centreret omkring seksualitet, drift og begær. Lautrec fæstnede med et fortolkende blik figurerne gennem overdrivelse af deres stil, gestik og mimik. Uden at være fastlåst på bestemte kritiske mål eller ideologiske værdier præsenterede han beskueren for den moderne bys problemstillinger som klasse, køn, udnyttelse og fremmedgørelse.
"Den menneskelige komedie - som Balzac døbte det sociale spil - blev i Lautrecs fortolkninger af storbyens teater infiltreret af de populærkulturelle dynamikker. De bidrog selv til at skabe den kultur, der blev portrætteret. Lautrec er derfor ligeså aktuel i dag som i den tidlige moderne verden, hvor hans kunst blev til. Det gælder ikke mindst i hans banebrydende og visuelt radikale grafiske værker og plakater, der blev til i en periode på blot ti år fra 1891 til hans død i 1901, hvor han nåede at producere over 360 forskellige litografiske tryk"(fra Forord af Karsten Ohrt).
Bogen viser hvordan Lautrec med udpræget tæft for det kommercielle marked og massekommunikationen fandt sit eget radikale og nyskabende udtryk særligt i det grafiske medie, herunder hans skelsættende plakater. Det var i de grafiske eksperimenter at han på en hidtil uset måde opnåede en form og effekt der slog så stærkt igennem i den offentlige bevidsthed, hvilket "kan tilskrives Lautrecs avancerede brug af nogle få dynamiske, formelle greb som forenkling, fragmentering, bevægelse og overdrivelse. Billedkomponenter, som han varierede strukturelt i forskellige medier, afhængig af værkets funktion og kontekst. Han udelukkede alt, hvad der var uvæsentligt i sin fiktionalisering af virkeligheden, som han iscenesatte på billedfladen i skævvredne vinkler og abrupte motivbeskæringer som markeringer af det flygtige og forbipasserende øjeblik, hvor han stilsikkert greb bevægelsen i flugten"(fra kapitlet Den menneskelige komedie).
Lautrecs grafiske værk er unikt og placerer ham blandt nogle af kunsthistoriens store peintres-graveurs kunstnere som Dürer, Rembrandt, Goya og Picasso der arbejdede med både maleri og grafik som selvstændige praksisformer. "Lautrec skelnede ikke normativt mellem maleri og grafik, som ellers rangerede lavere i kunstens hierarki, men betragtede begge medier som ligeværdige i sin kunstneriske produktion. Snarere tværtimod virkede hans grafiske eksperimenter som en drivkraft i udviklingen af hans maleriske stil"(fra kapitlet Kulturens marked).
Bogen er desuden udgivet på engelsk og tysk i et samarbejde mellem Prestel Verlag, München og Statens Museum for Kunst, København.
Den er udgivet i forbindelse med en udstilling på Statens Museum for Kunst (indtil 19/2 2012).

UDDRAG AF INDHOLD: Den menneskelige komedie. Scenens aktører. Kulturens marked. Storbyens scene. Hverdagens kulisser. Slutspil.
Biografi. Persongalleri. Udvalgt bibliografi. Udstillede værker - grafik og tegninger.

UDGIVER:
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, 1307 København K
Tlf: 33 74 84 94, fax: 33 74 84 04
E-post: smk@smk.dk
Internet: www.smk.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk