| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Yue Minjun - Det arkæologiske
fund, år 3009. Af Pernille Taagaard Dinesen og Lise Pennington.
63 sider, 23,5 x 28,5 cm. Ill: 78 farvefotos, 8 farvetegninger. Pris kr
149,00 (ib.). ARoS Aarhus Kunstmuseum. Udgivet 2011.
En bog om den kinesiske kunstner
Yue Minjun (f. 1962) som er en af Asiens førende samtidskunstnere.
Han er uddannet som maler fra kunstakademiet Hebei Normal University
i slutningen af 1980'erne og opvokset under den kinesiske kulturrevolution
og og det kommunistiske Maoregime, hvorfor emner som menneskets identitetsforhold,
ytringsfrihed og kulturelle ophav ligger kunstneren meget på sinde.
"Inden for et bredt
felt af skulptur, installationskunst og maleri kender vi bedst Yue Minjun
for hans manisk storgrinende mennesker, der alle er portrætter af
kunstneren selv. Der ligger imidlertid meget og mere bag Yue Minjuns værker
end en tilsyneladende easy going karikaturskildring af mennesket. Som
en af de ledende kunstnere inden for stilretningen kynisk realisme indeholder
kunstnerens værker en stærk politisk appel. Efter massakren
på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989 valgte Yue Minjun
den stumme latter som sit karakteristiske vartegn. De hysteriske, tavse
grin afslører et rungende tomrum bag perlerækken af tænder,
der kan ses som ironiske kommentarer til det kinesiske folks ønske
om ytringsfrihed og folkelig medbestemmelse"(fra Forord af Jens Erik Sørensen,
museumsdirektør, ARoS).
I Yue Minjun - Det
arkæologiske fund, år 3009 foregiver kunstneren at en
tidskapsel fra år 2009 er fundet, fortolket og sat i scene af vores
efterkommere 1000 år ude i fremtiden. "Legesygt hopper Yue Minjun
frem og tilbage mellem fortid, nutid og fremtid og leger i samme åndedrag
kispus med vores skelnen mellem virkelighed og fiktion. Tilbage i den
kunstneriske iscenesættelse erfarer vi hurtigt at folk i år
3009 tilsyneladende har fejlfortolket en hel del om deres forfædres
- hvilket vil sige vores nutidige - livsførelse. [...] Hele Yue
Minjuns udstillingsprojekt er et kunstnerisk eksperiment, der - humorfyldt
og ironisk - sigter mod at gøre op med vores vanetænkning
og entydige læsning af verden"(fra Yue Minjun - et kunstnerisk
opgør med vanetænkning af Pernille Taagaard Dinesen).
Bogen indeholder to
artikler. Den første artikel (af Pernille Taagaard Dinesen) handler
om Yue Minjun og hans kunst, mens den anden (af Mette Holm) beskriver
vanskelighederne for kinesere - og især kinesiske kunstnere - ved
at kunne ytre sig offentligt. "Det koster frihed eller beskæftigelse
at kritisere Kommunistpartiet. Og her sætter opfindsomme og veloplagte
kritikere ind og bokser sig rum, hvor censorerne, idépolitiet og
de fantasiforladte ikke kan følge med. [...] Det gælder om
at skabe sig et rum at agere og interagere med andre i. Når Yue
Minjun skaber en tilbageskuende fremtidsudstilling om vor tid, er det
ud over den indlysende kunstneriske idé også sådan
et rum. Her kan man udfolde sig og skabe, man kan kritisere en hverdag,
som kan være trang og tung for mange"(fra Udfoldelsens frie
rum i Kina af Mette Holm).
Bogen er udgivet i forbindelse
med en udstilling på ARoS Aarhus Kunstmuseum - og er forsynet med
mange fotos fra denne udstilling. Den er forsynet med tekst på dansk
og engelsk.
UDDRAG AF INDHOLD: Yue Minjun
- et kunstnerisk opgør med vanetænkning (af Pernille Taagaard
Dinesen). Udfoldelsens frie rum i Kina (af Mette Holm).
Fakta om Yue Minjun
(af Pernille Taagaard Dinesen). Biografi. Værkfortegnelse.
UDGIVER:
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2,
8000 Århus C
Tlf: 87 30 66 00, fax:
87 30 66 01
E-post: info@aros.dk
Internet: www.aros.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|