[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Jazz i Danmark 1950-2010. Redaktion: Olav Harsløf, Finn Slumstrup. 624 sider, 17,5 x 25 cm. Ill: 264 fotos, 7 tegninger. Pris kr 450,00 (ib.). Politikens Forlag. Udgivet 2011.

Dette værk giver et overblik over jazzens udvikling i Danmark i sidste halvdel af det 20. århundrede.
Jazz i Danmark 1950-2010 er en tour de force gennem guldalderen i dansk jazz. Fra den amerikansk inspirerede jazz til den dansk forankrede jazz. Det er historien om musikken, personerne, spillestederne, anmelderne og koncerterne. I en kronologisk gennemgang krydret med faktuelle bokse gives det store overblik over dansk jazz med først beboppen og snart efter revivaljazzen som to konfrontative spor der skulle præge dansk jazz lige siden starten af 1950'erne.
Montmartre, Copenhagen JazzHouse og jazzfestivalerne har sat deres præg på vores forståelse af dansk jazz i dag, men også radien og de mange udgivelser af jazz på vinyl og cd, har gjort genren til en stor del af den danske musikscene. I Jazz i Danmark 1950-2010 får man en samlet fortælling der giver overblik over dansk jazz (og dermed adskiller sig fra opslagsværket Politikens jazzleksikon).
Fremstillingen fortæller blandt om: gæstende amerikanske musikere, Boris Rabinowitschs trio, Ib Glindemanns orkester, Finn Savery Trio, Bohana Jazz Band, Adrian Bentzons Orkester, Rågeleje Jazzband, Papa Bue's Viking Jazz Band, Radioens Jazzklub, Peruna Jazzmen, Theis-Nyegaard Jazz Band, Leonardo Pedersens Jazzkapel, Nissen-Fjeldsted Swingtetten, Jazzquintet 60, Contemporary Jazz Quintet, Arnvid Meyers Orkester, Radioens Big Band, Nærum Big Band, Blue Sun, Fujara, Buki-Yamaz, Riel-Mikkelborg Kvintetten, Creme Fraiche Big Band, Coma, Det Hemmelige Big Band, Ole Matthiessens Trio, Boone-Jædig Kvintetten, Cyklamium, Primi Band, NHØP Trio, New Jungle Orchestra, Karsten Houmark Quintet, Fredrik Lundin Quartet, Jens Winther Quintet, Fessor's Big City Band, Jesper Thilo Quartet, String Swing, Klüvers Big Band, Christina von Bülow Trio, Og Hvad er Klokken, Sophisticated Ladies. Derudover omtales spillesteder, festivaler, institutioner og organisationer, musikudgivere, tidsskrifter, anmeldere, litteratur, fotografer mv. - samt naturligvis utallige musikere.
Værket er illustreret med fotos af en lang række af jazzens mestre (de fleste fotograferet af Jan Persson) og indeholder en selektiv diskografi over danske udgivelser i perioden (hele diskografien Danish Jazzdiscography 1945-2000 findes på hjemmesiden www.jazzdiscography.dk).
Bogen er "en bredt fortællende fremstilling på højt kvalificeret niveau af en musikform, som efter Anden Verdenskrig er vokset både kvantitativt og kvalitativt. [...] En række skribenter har behandlet jazzens udvikling fra 1945 og århundredet ud. De har alle skrevet ud fra en standarddisposition med en række faste elementer, som skulle behandles. Men forfatterne har kunnet forholde sig relativt frit til opbygningen af kapitlerne for de enkelte tiår. Forfatterne er alle erfarne formidlere inden for musikformen. [...] Forfatterne har ud fra den fælles ramme givet hver deres kvalificerede bud på et tiår, og det har været redaktørernes opgave at koordinere og skære til, så kollektivets indsatser har fået et helhedspræg"(fra Forord).
Bogen er skrevet af en række førende forfattere inden for jazz. Hovedredaktionen består af Finn Slumstrup, tidligere chef på DR P1 og forfatter til adskillige bøger om jazz, og Olav Harsløf, formand for Jazz Danmark, professor i Performance-design ved Roskilde Universitet og forfatter til en række jazzartikler.

UDDRAG AF INDHOLD: Indledning [om 1940'ernes sidste halvdel] (af Olav Harsløf). 1950'erne (af Tore Mortensen & Ole Izard Høyer). 1960'erne (af Kjeld Frandsen). 1970'erne (af Jens Jørn Gjedsted). 1980'erne (af Christian Munch-Hansen). 1990'erne (af Ole Matthiessen). Dansk jazz i 00'erne. Selektiv diskografi over danske jazzindspilninger 1945-2000 (af Erik Raben). Noter. Register.

UDGIVER:
Politikens Forlag
Vestergade 26, 1456 København K
Tlf: 33 47 07 07, fax: 33 47 07 08
Internet: www.politikensforlag.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk