[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Redskab og musik. Om PH's viser og vers. Af Jørgen Dines Johansen. 358 sider, 15,5 x 23 cm. Pris kr 299,00. Syddansk Universitetsforlag. Udgivet 2011.

Denne bog handler om Poul Henningsens (1894-1967) viser og vers. Med fokus på nogle overordnede tematiske modsætninger i PH's lyriske forfatterskab - heriblandt modsætningen mellem tradition og modernitet - behandles centrale aspekter af PH's viser.
Bogen er det første samlede studie af PH's viser og vers. Den redegør for hvad der i grunden står i de viser mange af os troede vi kendte - og på hvilken måde det står der.
Med denne udgivelse foreligger en samlet fremstilling af visernes tematik, deres anvendelse af kunstgreb og deres komposition og af den måde hvorpå de søger at engagere tilhørerne og argumentere for synspunkter som meget ofte gik mod hvad de fleste anså for rigtigt.
Hensigten med bogen er "dels at vise en tematisk konstans i det lyriske forfatterskab fra tyverne til tresserne, dels at vise sammenhængen mellem samfundskritikken og kritikken af intimsfæren på den ene side og visioner om det gode liv i de offentlige og private rum på den anden"(fra Forord).
Fremstillingen indeholder et stort eksempelmateriale - og bogen bringer en del indtil nu upublicerede revytekster og vers.
Første del opholder sig bl.a. ved det problematiske i at PH's vers og viser foreligger i flere forskellige versioner, uden at en version besidder større autoritet end andre.
Anden del er bogens største del. Denne del giver en tematisk analyse af PH's viser og vers. Det første kapitel beskriver PH's moralske og politiske engagement og hans synspunkter som de kommer til udtryk i det lyriske forfatterskab. Andet kapitel behandler privatlivet, først og fremmest forholdet mellem mand og kvinde, men også hvad der i øvrigt - ifølge PH - gør livet værd at leve. Denne del af bogen slutter med et kapitel om PH's tidsopfattelse "for jeg finder at PH's stillingtagen til centrale eksistentielle, moralske og politiske spørgsmål hænger sammen med den måde han oplever tid på"(fra Forord).
Mens anden del søger at fremstille vers og visers temaer, dvs. hvad de handler om og vise deres overensstemmelse med synspunkterne i det debatterende og polemiske forfatterskab, så er tredje del viet til teksternes hvordan og hvorfor. Denne del beskriver teksternes retorik og poetiske teknik. Den undersøger hvilke kunstgreb der anvendes for at gøre tilhørerne lydhøre og bringe dem i stemning - og for samtidig at slå teksternes budskab fast. Et andet kapitel i denne del beskriver viserne som talehandlinger i en kommunikativ kontekst der som offentlig er underlagt visse begrænsninger - dels begrænsninger som opstår under produktionen af dem (i diskussionen af viserne mellem forfatter, komponist, skuespillere og direktør), dels fordi viserne underkastes direkte og indirekte censur (teatercensuren ophævedes først i 1954 - og mange viser er skrevet under besættelsen). "Meget vigtigt er det også at PH har en hensigt med at skrive viserne, han ønsker at påvirke tilhørerne, helst naturligvis til at dele sit synspunkt, men i hvert fald til at reflektere over hvad der argumenteres for i teksterne - revyviser er, siger PH, anvendt kunst, og den kan, ja, bør bruges som et våben. Ja, det er ikke blot visen men brugen af sproget i det hele taget som, ifølge PH, skal stå i forandringens tjeneste"(fra Forord).
Bogens afsluttende kapitel fremstiller essensen af PH's synspunkter i hans digteriske og kritiske virksomhed, og ser på i hvor høj grad hans visioner for samfund og samliv er blevet realiseret, nationalt og internationalt.
Redskab og musik udgør en del af forskningsprojektet Poul Henningsen og den danske kulturarv. Projektet er hjemmehørende ved Syddansk Universitet, Institut for Litteratur, Kultur og Medier.
Tidligere er udgivet Kritik og formidling. Studier i PH's kulturkritik (2008), Tradition og modernisme. Indfaldsvinkler til PH (2008), Kulturmoderniseringens paradokser. Studier i PH's kulturbegreber, kritik og praksis (2010).
Jørgen Dines Johansen er professor i almen og sammenlignende litteratur ved Syddansk Universitet.

UDDRAG AF INDHOLD: Materiale og metode. En kort en lang - harmonikaprincippet. Om tale, dialog og litteratur. En tematisk analyse af PH's viser og vers. Samfund og offentlighed i PH's viser og vers. Det intime og sanserne. PH's tidsopfattelse. Henvendelse, appel og dialog. Kunstgreb, komposition og argument i PH's viser og vers. Viser og vers som ytringer. Afslutning. PH's mærkesager og deres nutidige relevans.
Noter. Bibliografi.

UDGIVER:
Syddansk Universitetsforlag
Campusvej 55, 5230 Odense M
Tlf: 66 15 79 99, fax: 66 15 81 26
E-post: press@forlag.sdu.dk
Internet: www.universitypress.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk