| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Lighed. Hvorfor alle klarer
sig bedre i mere lige samfund. Af Richard Wilkinson og Kate Pickett. 399
sider, 14,5 x 22 cm. Ill: 17 tegninger, 69 figurer. Pris kr 349,00. Informations
Forlag. Udgivet 13/9 2011.
Oversat fra engelsk af Lissi
Nordahn-Bredsdorff og Morten Riis. The Spirit Level - Why Equality is
Better for Everyone (Penguin Books 2009, 2010).
I Lighed præsenterer
de to britiske statistikere og retfærdighedsforskere Wilkinson og
Pickett en vidtrækkende socialforskning ud fra et omfattende statistisk
materiale fra 21 rige lande, heriblandt Danmark, samt et større
antal amerikanske stater. Bogen leverer samtidig stof til og bevis for
at det er muligt at finde positive veje mod en mere fair og lige fremtid
i vore samfund.
"Vi er den første
generation, der er nødt til at finde nye svar på, hvordan
vi yderligere kan forbedre menneskets virkelige livskvalitet. Hvis svaret
ikke skal findes i økonomisk vækst, hvor så? En af
de vigtigste nøgler til at forstå dette spørgsmål
skal findes i det faktum, at den påvirkning, indkomstforskelle i
vores eget samfund har på os, er væsentligt anderledes end
påvirkningen fra indkomstforskelle samfundene imellem"(fra indledende
kapitel).
Forfatternes hovedpointe
er at der ses et tydeligt sammenfald mellem graden af indkomstforskelle
og omfanget af sociale og helbredsmæssige problemer i et samfund.
Graden af lighed måles og fortolkes ud fra et stort antal indeks
blandt et lands befolkning, fx levealder, psykiske lidelser, alkohol-
og stofmisbrug, gennemførelse af studier, teenagefødsler,
fængslinger, mistillid til andre. Ulighed i et samfund rammer hele
befolkningen, ikke kun 'the usual suspects'.
"Det er et bemærkelsesværdigt
paradoks, at vi ved højdepunktet af menneskets materielle og tekniske
formåen må se os selv angstplagede, på randen af depression,
bekymrede over vores udseende, usikre på vore venskaber, styret
af forbrug og med meget lidt eller slet intet fællesskab. I mangel
af afslappet socialt samvær og den nødvendige følelsesmæssige
tilfredsstillelse søger vi trøst i overdrevent indtag af
mad og et excessivt forbrug, eller vi ender som ofre for alkoholisme,
afhængige af psykofarmaka eller euforiserende stoffer. Hvordan kan
det være, at vi på trods af rigdom og komforrt i en grad,
der aldrig tidligere har været set i menneskehedens historie, samtidig
også har genereret så megen mental og følelsesmæssig
lidelse? [...] Politikerne forholder sig ikke længere til disse
tematikker og synes at have opgivet at etablere en fælles vision,
der kan inspirere til et bedre samfund. Som vælgere kan vi heller
ikke længere lokalisere nogen kollektiv tro på, at samfundet
overhovedet kan være anderledes. I stedet for et bedre samfund stræber
efterhånden næsten alle udelukkende efter at forbedre deres
egne positioner som individer i det eksisterende samfund. Kontrasten mellem
materiel succes og social fallit, som man ser i mange rige lande, giver
et vigtigt fingerpeg. Dette misforhold viser nemlig, at hvis vi fortsat
ønsker at forbedre vores egentlige livskvalitet, er vi nødt
til at flytte fokus fra materielle standarder og økonomisk vækst
til, hvordan vi forbedrer den psykologiske og sociale trivsel for hele
samfundet. Men så snart der bliver nævnt noget om psykologi,
har diskussionen en tendens til næsten udelukkende at fokusere på
individuelle midler og behandlinger. Den politiske måde at tænke
på synes at løbe ud i sandet. Det er nu muligt at sammenstykke
et nyt, overbevisende og sammenhængende billede af, hvordan vi frigør
samfundet fra al den dysfunktionelle adfærd. En korrekt forståelse
af den reelle situation kunne transformere politikken og forbedre livskvaliteten
for os alle. Det ville ændre vores opfattelse af verden omkring
os og placere vores stemmer et andet sted og ændre vores krav til
politikerne. I denne bog påviser vi, at kvaliteten af de sociale
relationer i et samfund hviler på et materielt grundlag. Forskellene
i indkomst har stor betydning for måden, hvorpå vi forholder
os til hinanden. I stedet for st skyde skylden på forældre,
religion, værdier, uddannelse eller straffesystemet vil vi vise,
at lighedsniveauet er en vigtig faktor for den individuelle, psykologiske
trivsel i et samfund"(fra indledende kapitel).
Bogen henvender sig
til alle med interesse for lighed og samfundsmæssig udvikling og
har faglig relevans for såvel sundhedspersonale, politikere og kriminologer
som pædagoger, lærere og arbejdsmarkedsanalytikere.
Richard Wilkinson er
professor ved University of Nottingham Medical School. Han er desuden
medstifter af Equality Trust Fond.
Kate Pickett er lektor
i epidemiologi ved University of York og forsker ved National Institute
for Health Research.
UDDRAG AF INDHOLD: Materiel
succes, social fallit. Afslutningen på en æra. Fattigdom
eller ulighed? Således kommer uligheden ind under huden. Ulighedens
omkostninger. Samfundsliv og sociale relationer. Mental sundhed
og stofmisbrug. Fysisk helbred og gennemsnitlig levealder. Fedme: større
indkomstforskelle, større livvidder. Uddannelsesniveau. Teenagemødre:
fattigdommens onde cirkel. Vold: sådan får man respekt. Fængsel
og straf. Social mobilitet: ulige muligheder. Et bedre samfund.
Dysfunktionelle samfund. Vores sociale arv. Lighed og bæredygtighed.
At bygge fremtiden.
Efterskrift - forskning
møder politik. The Equality Trust. Appendiks. Noter. Stikordsregister.
UDGIVER:
Informations Forlag
Store Kongensgade 40
C, 1264 København K
Tlf: 33 69 60 07, fax:
33 69 60 18
E-post: forlag@information.dk
Internet: www.informationsforlag.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|