| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Hannah Arendt. Af Christian
F. Rostbøll. 112 sider, 13,5 x 21 cm. Pris kr 175,00. Jurist- og
Økonomforbundets Forlag. Udgivet 2010. (Serie: Statskundskabens
klassikere)
En introduktion til den tysk-jødiske
historiker og filosof Hannah Arendts (1906-1975) forfatterskab. Arendt
skrev en række skelsættende bøger om nogle af det 20.
århundredes største politiske temaer.
Hannah Arendt er en
af de få store politiske teoretikere, som forsvarer politikkens
værdighed. Hvor andre filosoffer har forsøgt at skrive sig
væk fra det politiske og reduceret politik til moral, økonomi
eller velfærd, skriver Arendt sig ind i politikken for at forstå
dens egenart. "Arendts mission - eller i hvert fald et af hendes vigtigste
mål - er at genoplive og rehabilitere ideen om politisk handling
i en kultur, som har glemt dens egenart og værdighed, en kultur,
der prioriterer politik meget lavt blandt menneskers muligheder. Man kan
sige, at det moderne menneskes tab af en politisk eksistens er det centrale
problem, som Arendt ønsker at udforske og forstå"(fra Rehabiliteringen
af politkkens egenart og værdighed).
Der er to hovedaspekter
ved Arendts rehabilitering af politisk handling. Hun vil vise at politik
er en kategori for sig selv, og at politisk handling ikke blot skal skelnes
fra andre former for aktivitet, men at den også skal skelnes fra
tænkningen. For det andet mener Arendt at politik er et mål
i sig selv. Politik skal ikke ses som noget rent instrumentelt, altså
som et middel til noget andet såsom økonomisk velstand. Politikkens
raison d'être er frihed - "ikke frihed fra politik eller frihed
fra sult eller fattigdom, men frihed som aktualiseret i politisk handling"(fra
Rehabiliteringen af politkkens egenart og værdighed).
Arendts interesse for
politisk handling er et resultat af hendes personlige erfaring med nazismen
som tyskfødt jøde og hendes studier af den nye totalitære
styreform i Hitlers Tredje Rige og Stalins Sovjetunionen. Efter en studie
af nazisten Adolf Eichmann bliver Arendt interesseret i tænkningens
betydning i relation til, hvad hun kaldte 'ondskabens banalitet'.
I denne bog bliver læseren
introduceret til Arendts politikbegreb samt hendes analyser af revolutionære
perioder, totalitarisme og ondskab. Hun interesserede sig udpræget
for hvordan en almindelig funktionær kunne udvikle sig til at blive
en af nazismens fremmeste personer. Arendt har både været
inspirationskilde for refleksioner om de fredelige revolutioner i Østeuropa
og for diskussioner om ondskab efter 11. september. "Med Arendts begreber
i baghovedet kan vi se, at civil ulydighed som ny begyndelse ikke behøver
at skabe uorden og kaos, men derimod kan være en forudsætning
for at beskytte og opretholde den fælles verden, hvor politisk handling
giver mening. Så Arendt kan nok med større ret regnes blandt
statskundskabens klassikere på grund af sin betydning for statskundskaben
som et studium, der uddanner medborgere, end et studium, der uddanner
embedsmænd"(fra Arendts relevans for nutidens politik).
Bogen indeholder en
kort biografi, en analyse af Hannah Arendts faglige bidrag til statskundskaben,
en påpegning af hendes påvirkning af andre statskundskabsteoretikere
og en behandling af Hannah Arendts aktualitet for dagens politik. Sidste
del af bogen indeholder uddrag (oversat af Tove Nørlund og Per
Borch) fra Hannah Arendts bog Det totalitære herredømme.
Tredje del af det totalitære samfundssystems oprindelse (1979,
originaludgave 1951); i dette værk behandles totalitære ideologier
som nazismen og mindre udførligt stalinismen. Desuden uddrag (oversat
af Christian Dahl) af Menneskets vilkår (2005, originaludgave
1958) - Hannah Arendts filosofiske hovedværk der beskriver menneskets
aktive liv ud fra tre grundaktiviteter: arbejde, fremstilling og handling.
Og på den baggrund diskuterer hvorfor den frigørelse der
kendetegner den moderne verden, ikke fører til frihed.
Serien Statskundskabens
klassikere henvender sig til enhver som interessserer sig for hvordan
politik og samfund opfattes i dag. Den giver "en mulighed for i en kort
og præcis tekst at orientere sig i et fagligt væsentligt og
interessant forfatterskab. Bøgerne indeholder lige dele analyse
og originaltekst, og analysen er skrevet af forskere, som kender forfatterskabet
til bunds. [...] Begrebet 'Statskundskabens klassikere' skal forstås
bredt. Fælles for dem alle er imidlertid, at deres forfatterskab
(eller dele heraf) har haft betydning for forståelsen af, hvad politik
er"(fra redaktionelt forord).
Christian F. Rostbøll,
Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
UDDRAG AF INDHOLD: Hannah
Arendts liv. Rehabiliteringen af politkkens egenart og værdighed.
Platons betydning: vita contemplativa og vita activa. Arbejde, fremstilling
og handling. Revolution, frihed og magt. Totalitarismen og dens oprindelse.
Ondskabens banalitet. Politik og moral: den gode medborger og det gode
menneske. Arendts arvtagere. Arendts relevans for nutidens politik. Ideologi
og terror: en ny form for styre - uddrag fra Hannah Arendt Det totalitære
herredømme. Menneskets vilkår - uddrag. Litteratur.
UDGIVER:
Jurist- og Økonomforbundets
Forlag
Lyngbyvej 17, Postboks
2702, 2100 København Ø
Tlf: 39 13 55 00, fax:
39 13 55 55
E-post: forlag@djoef.dk
Internet: www.djoef-forlag.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|