| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Carl Schmitt. Af Søren
Hviid Pedersen. 128 sider, 13,5 x 21 cm. Pris kr 175,00. Jurist- og Økonomforbundets
Forlag. Udgivet 2011. (Serie: Statskundskabens klassikere)
En introduktion til Carl Schmitts
(1888-1985) forfatterskab. Carl Schmitts bidrag til statskundskaben består
dels i hans afdækning af, at politik per definition indeholder en
ven/fjende distinktion. Dels har han udfoldet en radikal kritik af liberalismen
som han ser som modsætning til demokratiet. Hans forfatterskab er
et forsøg på at gribe det politiske - og hans ærinde
var at forstå det politiske som en selvstændig sfære
på lige fod med andre sfærer som etik, moral, religion, æstetik
osv.
"Der er ingen tvivl
om, at Carl Schmitt er en kontroversiel figur, hvilket skyldes Schmitts
medlemskab af DNSAP fra 1933, og at han oven i det frem til 1936 skrev
afhandlinger, der efterrationaliserede nogle af datidens nazistiske politikker
og herunder også nazismens anti-semitiske tendenser"(fra Carl
Schmitt - motivation og kontekst).
Bogen fokuserer på
tre hovedtemaer i Carl Schmitts forfatterskab. For det første vil
Schmitts innovative politikbegreb blive tolket som et selvstændigt
bidrag til statskundskaben. Her er det især kriteriet for det politiske,
der af Schmitt karakteriseres ved en ven/fjende distinktion, der er i
fokus. Det andet hovedtema er Schmitts tanker om relationen mellem ret
og politik. Her er det specielt hans suverænitetsbegreb der analyseres,
og hans radikale forståelse af hvad der sætter retten, som
afdækkes. Det tredje tema er Schmitts liberalismekritik der tager
sit udgangspunkt i hans radikalt anderledes forståelse af det politiske
demokrati. Schmitt ser en radikal modsætning mellem liberalisme
og demokrati og anvender denne modsætning som afsæt for en
demokratisk kritik af liberalismen og parlamentarismen.
Bogen indeholder en
kort biografi, en analyse af Carl Schmitts faglige bidrag til statskundskaben,
en påpegning af hans påvirkning af andre statskundskabsteoretikere
og en behandling af Carl Schmitts aktualitet for dagens politik. "Vores
hjemlige kulturkampsdebat, der blev indledt af daværende statsminister
Anders Fogh Rasmussen og konkret lanceret i et interview i Weekendavisen,
taler et helt klart schmittiansk sprog. Ideen om at 'skille fårene
fra bukkene' er en helt klar ækvivalent til Schmitts distinktion
mellem ven/fjende. Kulturkampen, og det den udtrykker, kan bedst beskrives
i schmittianske temaer og begreber. [...] Debatten omkring indvandring
og danskhed er en debat, hvor fjenden er den eller det, der ikke er dansk,
og som betragtes som et fremmedlegeme. Fjenden er således negationen
af det danske"(fra Schmitts indflydelse og aktualitet).
Sidste del af bogen
indeholder udvalgte tekster: Über die drei Arten des rechtswissenschaftlichen
Denkens (1934), Die geistesgeschichtliche Lage des heutigen Parlamentarismus
(1926), Det politiskes begreb (1927), Politisk teologi &
Romersk katolicisme og politisk form (1922). Disse tekster er oversat
af hhv Søren Hviid Pedersen, Lars Bo Larsen, Christian Borch og
Lars Christiansen.
Serien Statskundskabens
klassikere henvender sig til enhver som interessserer sig for hvordan
politik og samfund opfattes i dag. Den giver "en mulighed for i en kort
og præcis tekst at orientere sig i et fagligt væsentligt og
interessant forfatterskab. Bøgerne indeholder lige dele analyse
og originaltekst, og analysen er skrevet af forskere, som kender forfatterskabet
til bunds. [...] Begrebet 'Statskundskabens klassikere' skal forstås
bredt. Fælles for dem alle er imidlertid, at deres forfatterskab
(eller dele heraf) har haft betydning for forståelsen af, hvad politik
er"(fra redaktionelt forord).
Søren Hviid Pedersen,
Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.
UDDRAG AF INDHOLD: Carl Schmitt
- motivation og kontekst. Carl Schmitt og det politiskes begreb. Politisk
teologi - det politiskes metafysik? Demokrati og liberalismekritik. Schmitts
indflydelse og aktualitet. Carl Schmitt: Udvalgte tekster. Litteratur.
UDGIVER:
Jurist- og Økonomforbundets
Forlag
Lyngbyvej 17, Postboks
2702, 2100 København Ø
Tlf: 39 13 55 00, fax:
39 13 55 55
E-post: forlag@djoef.dk
Internet: www.djoef-forlag.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|