[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Arbejderhistorie 2011 nr 2. 124 sider, 17,5 x 25 cm. Ill: 15 fotos, 2 tegninger. Pris kr 170,00 (abonnement kr 425,00 - 3 numre). SFAH, Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie.

Dette nummer af Arbejderhistorie indeholder en række artikler om politik, historie og arbejderhistorie - bl.a. om hvad venstrefløjens kendetegn egentlig er, om den unge Hans Hedtofts engagement i Socialistisk Ungdoms-Internationale, om hvad der kendetegner industriarbejderes holdninger til kollektivitet og solidaritet, om debatten og de politiske diskussioner om reklame 1945-65, om det sovjetiske kulturcenter 'Venskabshuset'.
Første artikel er af Claus Bryld som forsøger at karakterisere venstrefløjen og højrefløjen i Danmark og i Europa. Artiklens omdrejningspunkt er venstrefløjen og Claus Bryld indkredser hvad venstrefløjens kendetegn egentlig er.
Den følgende artikel af Kristian Bruhn belyser den unge Hans Hedtofts engagement i Socialistisk Ungdoms-Internationale - som har betydning for forståelsen af Hedtofts senere karriere i såvel dansk som international politik. Det internationale arbejde var en central del af Hedtofts interesse- og virkefelt i mellemkrigstiden, og det er her "man finder hans politiske og ideologiske inspirationskilder og dermed indsigt i hvordan hans politiske tankegang blev formet."
Emmett Carakers artikel undersøger hvad der kendetegner industriarbejderes holdninger til kollektivitet og solidaritet. Og den går i dybden på det individuelle niveau ved at fremlægge holdninger og værdier blandt industriarbejdere med liberalistiske værdisæt og ambivalente fagforeningsorienteringer. I afslutningen opsummeres hvilke betingelser der er for kollektivdannelse i dag. "I denne artikel er det vist, hvordan et kollektivteoretisk perspektiv på de sociale vilkår og processer på arbejdspladserne kan udgøre et frugtbart redskab til at forklare interesser blandt lønmodtagere i dag. Gennem analysen af fællesskabsniveauet og individniveauet og sammenhængen imellem dem er det vist, hvordan og hvorfor der foregår fællesskabsopbyggende identitetsdannelse og -organisering."
Morten Bendix Andersen undersøger i sin artikel debatten og de politiske diskussioner om reklame i Danmark fra 1945 til 1965. Artiklen argumenterer for at reklamen i en periode fra slutningen af 1950'erne "blev et politisk omkæmpet og kulturelt følsomt terræn i en værdipolitisk kamp mellem tilhængere af statslig planlægning og regulering af forbruget og markedet repræsenteret ved Danske Husmødres Forbrugerråd og kredse i arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet, som opfattede reklame som unyttigt spild og en ekstraudgift på den ene side og fortalere for fri konkurrence og forbrugskapitalisme efter amerikansk forbillede repræsenteret ved Dansk Salgs- og Reklameforbund på den anden, som hævdede at reklamen var en essentiel del af et frit demokratisk samfund. Mere væsentligt viser artiklen, at de to overnævnte grupperinger fra slutningen af 1950erne tilegnede sig stærkt ideologiske forestillinger om masseforbrugssamfundet og forbrugeren som demokratiets grundlag fra USA, som var stærkt påvirket af Den kolde Krig. Således udgjorde disse forestillinger et centralt orienteringspunkt i debattørernes mentale beredskab og retorik."
En artikel af Kim Frederichsen handler om et sovjetisk kulturcenter i København der eksisterede fra 1977 til 1992: 'Venskabshuset'. Artiklen omhandler husets etablering, finansiering, aktiviteter og nedlæggelse. Dens sigte er at belyse en række forhold omkring aktiviteten hos den største af de venskabsforeninger der under Den Kolde Krig eksisterede med de kommunistiske lande - Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen.
I den sidste artikel - af Lars Ekdahl - belyses problemer og muligheder i at skrive arbejderbevægelsens historie ud fra arbejdets perspektiv. Artiklen er en udvidet version af Ekdahls opposition ved Knud Knudsens forsvar af doktordisputatsen Dansk fagbevægelses historie frem til 1950 - fra arbejdets perspektiv (2011).

UDDRAG AF INDHOLD: Venstrefløjens identitet - forsøg på en begrebsafklaring (af Claus Bryld). Hans Hedtofts internationale kontakter & inspirationer 1923-32 (af Kristian Bruhn). Solidaritet og individualisme - fællesskabsformer blandt danske lønmodtagere (af Emmett Caraker). Kampen om forbrugersamfundet - Lis Groes og debatten om reklame i Danmark 1945-1965 (af Morten Bendix Andersen). Venskabshuset - et sovjetisk kulturcenter i København, 1977-1992 (af Kim Frederichsen). At sammentænke arbejde og samfund - nyt perspektiv på fagbevægelsens historie? (af Lars Ekdahl). Debat. Anmeldelser. Forskningsnyt.

UDGIVER:
SFAH, Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie
Nørrebrogade 66 D
2200 København N
E-post: sfah@sfah.dk
Internet: www.sfah.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk