[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Sociologisk set - en grundbog i sociologi. 2. oplag. Af Maria Bruun Bundgård, Evald Bundgård Iversen, Thomas Secher Lund. 173 sider, 17 x 24 cm. Ill: 51 fotos (48 i farver), 2 farvetegninger, 33 figurer, 1 kort. Pris kr 187,50 (e-bog kr 47,00). Forlaget Systime. Udgivet 2010.

Optryk - originaludgave 2009.

En temabaseret sociologibog der knytter an til væsentlige problemstillinger i nutidens samfund. Bogen giver et indtryk af sociologi som fag. Hvilke diskussioner og emner er vigtige, og hvilke forskellige muligheder er der for at forholde sig til disse?
Bogen tager udgangspunkt i elevernes hverdag og konkrete problemstillinger. Målet er at sætte eleverne i stand til at analysere aktuelle og vedkommende emner under anvendelse af forskellige sociologiske metodiske tilgange. Alle kapitler indledes med induktive spørgsmål med den hensigt at udfordre elevernes hverdagsbevidsthed ved at sætte spørgsmålstegn ved deres umiddelbare opfattelse af sociologiske problemstillinger. Herefter gives der teoretiske og empiriske perspektiver på problemstillingerne ligesom der i høj grad lægges op til elevaktiverende arbejdsformer. Samtidig inddrager bogen ny teori, forskellige typer af empiri og lægger op til inddragelse af internetsøgninger.
Bogen gennemgår både klassiske sociologiske emner med udgangspunkt i de nyeste teorier, den nyeste forskning og aktuelle problemstillinger fra hverdagen. "Vi har tilstræbt at anvende teorier, som er hyppigt anvendt, men vi har også ønsket at give et indtryk af, at der er mange forskellige konkurrerende teorier inden for sociologiens område." Ligeledes stifter man i bogen bekendtskab med flere forskellige vinkler på sociologien. Bogen behandler fx emner som sociale medier og deres betydning for unge menneskers identitet og fællesskab - og hvorfor nogle mænd plukker øjenbryn. Andre kapitler gennemgår de klassiske sociologiske emner som familieliv, mobilitet og social arv. Bogen tager et teoretisk afsæt og fokuserer med et anvendelses- og undersøgelsesorienteret sigte på aktiverende arbejdsformer.
Hvert kapitel afsluttes med et antal forslag til tværfaglige samarbejder. "Disse har til hensigt at stimulere elevernes nysgerrighed og evne til at tænke sociologi i en bredere, tværfaglig kontekst. Således betones elevernes kompetence til selvstændigt at undersøge såvel overordnede samfundsfaglige problemstillinger som deres egne hverdagsopfattelser/hypoteser"(fra Forord).
Bogen er rettet til samfundsfag på B- og A-niveau. Kan også anvendes til sociologiske kurser på videregående uddannelser, højskoler samt til andre fag med udgangspunkt i sociologiske problemstillinger.
Maria Bruun Bundgård, cand.scient.adm., er gymnasielærer på Faaborg Gymnasium i samfundsfag.
Evald Bundgård Iversen, cand.mag. og uddannet gymnasielærer i samfundsfag og idræt, er fritidskonsulent ved Faaborg-Midtfyn Kommune og ekstern underviser ved Institut for Idræt, SDU.
Thomas Secher Lund, cand.mag., er gymnasielærer på Tornbjerg Gymnasium i samfundsfag og engelsk.

UDDRAG AF INDHOLD: Sociologien som videnskab. Fællesskaber og familieliv i et nyt årtusind - værdier og normer i opbrud. Hvem er jeg... og hvem kan jeg blive? Medieskabte identiteter. Kropsidealer i det senmoderne. Køn, kønnere... - om (u)ligestilling. Livsformer og livsstil. Danmark - et lighedens samfund? Man bliver, hvad man... - om social mobilitet og social arv. Dem og os - om kulturelle mønstre. Politisk sociologi - massemedier og meningsdannelse. Hooliganisme - om massefænomener og forklaring af gruppeadfærd. Væsentlige sociologiske teoretikere.
Litteraturliste. Index.

UDGIVER:
Forlaget Systime
Skt. Pauls Gade 25, 8000 Århus C
Tlf: 70 12 11 00, fax: 70 12 11 05
E-post: systime@systime.dk
Internet: www.systime.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk