[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Om mord. Af Thomas De Quincey. 128 sider, 15,5 x 22,5 cm. Med 3 illustrationer. Pris kr 199,00. Forlaget Klim. Udgivet 2011.

Oversat fra engelsk af Hans-Jørgen Birkmose. Originaltitler: On the Knocking at the Gate in Macbeth (1823), On Murder Considered as one of the Fine Arts (1827), Second Paper On Murder (1839) og Postcript (1854).

I denne bogs tekster forholder den engelske filosof og digter Thomas De Quincey (1785-1859) sig til morderen og mordets begreber med udgangspunkt i forbryderen John Williams og hans gerninger.
En vinternat i 1811 myrdede John Williams en ung familie i London. To uger efter myrdede han en værtshusholder og dennes husholdning. Mordene var blodige og bestialske - men John Williams tog hemmeligheden om hvorfor alle disse mennesker skulle dø, med sig i graven. Måske vidste han det ikke selv.
"Det var med Når det banker på døren i Macbeth (1823, at De Quincey første gang tematiserede mordet og berørte John Williams' tilfælde. [...] Allerede i Macbethteksten beskriver han morderens erfaringer som grænseoverskridende - han bruger ikke ordet, men taler om en tilstand uden for tid og rum, hinsides 'hverdagens gøremål' - og hvis De Quincey røber en holdning til fænomenet, er den begrænset til nysgerrighed eller interesse. Dermed har han slået fast, både hvad der for ham er det centrale aspekt ved morderen Williams - det aspekt han har tænkt sig at diskutere - og den position, han har tænkt sig at indtage, nemlig den amoralske. De Quincey, manden der et par år forinden var blevet berømt og berygtet for at beskrive sine grænseoverskridende ekskursioner udi opiummens drømmeland - vel at mærke uden at lægge moralsk afstand til sin narkomani - varierede over temaet igen. I ly af en i sig selv blændende litterær fortolkning slår De Quincey i Macbethteksten temaets rammer og muligheder an ved at lægge filosofiske og psykologiske spor ud, der peger i retning af morderens sjælelige erfaringer, altså det individuelle aspekt, og mordets mere alment gældende rolle i vores civilisation. Alt behandles fra begyndelsen af i æstetisk lyssætning, og det vil her konkret sige, at formen også er indhold - ikke hele indholdet, men en aktivt medspillede faktor med selvstændig betydning. [...] Tonen er overvejende alvorlig, men det barokt humoristiske motiv er markeret, og der er således ingen inkongruens, da det efterfølgende folder sig ud i Om mord betragtet som en af de skønne kunster 1-2, ligesom det virker helt naturligt, når han dernæst i Efterskrift til om Om mord betragtet som en af de skønne kunster atter nærmer sig det oprindelige toneleje. Om mord betragtet som en af de skønne kunster 1-2 (1827 og 1839) er burleske bravournumre - løsslupne og let studentikose fantasier over mordets historie og de æstetiske krav, enhver entusiast bør kende og stille til denne særlige kunstarts værker og udøvere. Det er den flamboyante opiumbruger, der her træder i karakter og bruger nogle af den vestlige civilisations mest emblematiske institutioner - foreningen, lærdommen og den slebne omgangstone - til at slå sprækker i samme civilisations moralske bolværk, gennem hvilke man så får en række festlige glimt af, hvad der rumsterer under overfladen. Tonen er som nævnt en anden (eller rettere en tredje) i det nærmest dramadokumentariske Efterskrift til om Om mord betragtet som en af de skønne kunster (1854). Her gennemgår De Quincey mordene med en minutiøs skånselsløshed, der, med forbehold for aldersforskellen, De Quinceys notorisk poetiske forhold til virkeligheden og en anden tids litterære konventioner, bringer tanken hen på for eksempel Truman Capotes Med koldt blod - tilgangen til stoffet er i det mindste den samme. Og linjen tilbage til Macbethteksten bliver trukket, da tjenestepigen efter forbrydelsen ved at banke på døren til familien Marrs hjem bringer den mangedobbelte morder tilbage til 'hverdagens gøremål' fra den tid- og rumløse virkelighed, han jævnfør Macbethteksten har færdedes i under myrderierne"(fra efterskrift ved Hans-Jørgen Birkmose).
Thomas De Quincey var dybt fascineret af John Williams. Han opfattede ham som symbol på et aspekt ved vores civilisation og skrev i årenes løb fire essays hvor han med John Williams som udgangspunkt og rød tråd diskuterede mordet og morderen som begreb.
Teksterne der fik stor indflydelse på både 1800-tallets dekadente litteratur og eftertidens kriminallitteratur, er et festfyrværkeri af provokerende, barokke og begavede iagttagelser. Med den levende og dramatiske beretning om selve mordene som hjørnesten veksler De Quincey mellem livlig reportage, skarp psykologisk analyse og brillant satire og finder undervejs lejlighed til at diskutere både litteratur, æstetik og filosofi.
Thomas De Quincey (1785-1859) hører til den lyrisk-følsomme del af den engelske romantik, selvom han skrev samtidig med de senere så fremherskende revolutionsromantikere anført af Percy Bysshe Shelley og Lord Byron.
Sammen med En engelsk opiumbrugers bekendelser. Suspiria de profundis. Den engelske postvogn (2010) udgør denne bogs fire essays Thomas De Quinceys blivende bidrag til verdenslitteraturen.

UDDRAG AF INDHOLD: Når det banker på døren i Macbeth. Om mord betragtet som en af de skønne kunster 1. Om mord betragtet som en af de skønne kunster 2. Efterskrift til Om mord betragtet som en af de skønne kunster.
'En lang række slægtled af mordere ...' (efterskrift ved Hans-Jørgen Birkmose).

UDGIVER:
Forlaget Klim
Ny Tjørnegade 19, 8200 Århus N
Tlf: 86 10 37 00, fax: 86 10 30 45
E-post: forlaget@klim.dk
Internet: www.klim.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk