[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Snoskebolle - og andre litterære essays. Af Hans Henrik Møller. 133 sider, 12,5 x 22 cm. Pris kr 160,00. Dråben. Udgivet 2010.

Denne bog indeholder 10 essays om litteratur, samt en indledning om forord. Der er blandt andet essays om Klaus Rifbjerg, Conan Doyle, Stephen King, H.C. Andersen, Nick Carter, Gunnar Jørgensen, Dorrit Willumsen, Rafael Sabatini.
Bogens første essay handler om Klaus Rifbjergs novelle 'Peter Plys' fra novellesamlingen Og andre historier (1964, 1971) - "Et fælles tema i novellesamlingen og andre historier, måske ligefrem det bærende og samlende træk, er forsøget på at finde en forklaring, at skabe en sammenhæng ud af det der nu kun fremstår som løse ender."
Derefter et essay om Conan Doyles Baskervilles hund (1902) - "historien om mødet mellem fornuften og det af fornuften udgrænsede, den mytiske angst. Bogen er et 'highlight' i Doyles forfatterskab og i beretningen om Fornuftens Historie her på jorden, omend den som krimi betragtet i første omgang også fremstår som en problematisering af selvsamme Fornuft."
Bogens tredje essay ser nærmere på Stephen Kings roman Misery - "en kinesisk æske: Lukker man den op, finder man flere bøger inde i den, og én af disse bliver den bog som Paul Sheldon skriver på bestilling fra Annie, 'Misery vender tilbage'. Midt inde i fiktionens selvhenvisning, i dens leg med sig selv og sine virkemidler, findes der en ironisk attitude, en parodi på Forfatterens Lidelsesfulde Eksistens der dog på samme tid (og dét er det virkeligt intrikate) er blodig alvor for det jeg der befinder sig på det fortalte plan; Paul Sheldon kan ikke undslippe det fortaltes fatalitet, fiktionens ubærlige cirkelbevægelse, og heri ligner han sin læser Annie. Denne blodige alvor er på det fortællende plan en intertekstuel spidsfindighed."
Fjerde essay handler om Nick Carter-bøgerne. "Hvad de betjener sig af, er en narratologi der ikke afgørende adskiller sig fra enhver anden narratologi: Også hér er der suspense og dramatiske højdepunkter, omend der måske til tider også er lidt rigeligt af dem. Skal man endelig lede efter noget dårligt i Nick Carter-bøgerne, så må det blive i deres tekniske udførelse, i manglen på variation i de anvendte virkemidler og i persontegningerne. Men selv dét rummer jo også allerede en vis beroligelse: Har man læst én, har man læst dem alle. Lykken er når verden er forudsigelig og opfører sig i overensstemmelse med sit plot."
Så følger et essay om Gunnar Jørgensen og hans epos om Flemming og hans tro følgesvend Kvik - "et af de absolutte hovedværker indenfor dansk børne- og ungdomslitteratur. Med de elleve binds tilblivelse fra 1918 til 1930 hører de til blandt de første egentlige seriebøger i landet."
Bogen indeholder to essays om H.C. Andersens eventyr og fortællinger - om Nattergalen og om Hjertesorg.
Et essay præsenterer den italienske forfatter Rafael Sabatini der i 1920'erne og 30'erne var en af de mest læste forfattere. "Sabatinis romaner er historiske, men ikke med samme romantiske pondus som eksempelvis Scotts; Sabatini skriver pseudo-romantisk, han skriver pasticher over en genre der for længst har bevist sin salgs-duelighed, han forholder sig ikke ægte eller oprigtigt til traditionen, men ironisk, iscenesat og som i en attitude. Han kan udstyre sine bøger med et præg af autenticitet, han blander ofte og gerne historisk faktuelle omstændigheder ind i sine beskrivelser som dén ramme historien kan tage sit afsæt i, men han udstyrer dem også med noget vist storladent, en stil præget af pompøs massivitet der kun kan virke forsonende."
Endvidere indeholder bogen et essay om Dorrit Willumsens novelle Metamorfose fra novellesamlingen Knagen (1965), og et afsluttende essay om den store samtidsroman.

UDDRAG AF INDHOLD: Forord [om forord]. Den fraværende forklaring - om Klaus Rifbjergs: 'Peter Plys'. En hund fra fortiden - om Arthur Conan Doyle: Baskervilles hund. Snoskebolle - om Stephen King: Misery. Nick Carter - eller Lykken ved at vide sig udødelig. Flemming forever - om Gunnar Jørgensen: Flemming og Kvik. Det singulære - om H.C. Andersens: 'Nattergalen'. Sabatini, Rafael. Mellem afstand og nærvær - om H.C. Andersens: 'Hjertesorg'. Tekstens kat - om Dorrit Willumsens: 'Metamorfose'. Den store samtidsroman.
Leksikon.

UDGIVER:
Dråben
Holmegårdsvej 4, 1. th., 2920 Charlottenlund
Tlf: 32 57 06 17
E-post: finn.barlby@mail.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk