[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Den brændende fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman. Af Asger Albjerg. 260 sider, 15,5 x 23 cm. Med 6 illustrationer (5 i farver). Pris kr 268,00. Syddansk Universitetsforlag. Udgivet 2010.

Bogen handler om den danske digter, litteraturhistoriker og kritiker Knud Lyne Rahbek (1760-1830), professor i æstetik ved Københavns Universitet. Knud Lyne Rahbek blev tiltrukket af det radikalt nye som ytrede sig i Den franske Revolution. Men hans bekendelse til revolutionens idealer om frihed og menneskerettigheder blev ikke en hindring for hans liv som agtet oplysningsmand og borger i enevældens Danmark.
Den brændende fakkel viser hvordan han balancerer mellem oprørskhed og lovlydighed i et intensivt ønske om at bøje det modsatrettede sammen.
Det var i troen på at dette kunne lykkes i virkelighedens verden, at han udgav sin revolutionsroman Camill og Constance. Den er nærmest overset af litteraturhistorien, og dog står den, 15 år før Walter Scotts Waverley, som den moderne europæiske litteraturs første ægtefødte historiske roman.
Det er i samspillet mellem levnedsløb, litterære frembringelser, national selvforståelse og historiens gang, at vi ser det nye portræt af Rahbek og hans bidrag til udviklingen af Danmark mod et demokratisk og tolerant samfund.
Bogen undersøger "en intellektuel og kreativ mands tankeverden og konflikter i en historisk brydningstid. Som fremstående forfatter og udgiver i en stadig mere påtrængende borgerlig offentlighed, hvis subversive ytringer enevoldsmagten gennem lovgivningen søgte at beherske, indtager han i sin samtid en til tider fremskudt, men altid vigtig position i den kamp om magten, hvis yderste mål er indførelsen af demokratiet"(fra Forbemærkning).
Bogens indledende kapitel udgår fra Rahbeks personlige historie og indeholder en fortælling om en kort karettur den 7. februar 1800 der mundede ud i det endelige farvel mellem ægteparret Rahbek og den landsforviste Peter Andreas Heiberg. I kapitel 2 flyttes perspektivet til den samfundsmæssige historie og dens magtkampe i Frankrig hvor begreber som dyd og frihed har en central placering. "Vi skal se, hvorledes dette reflekteres i Rahbeks skribentvirksomhed, der inddrager selve den historiske udvikling som inspiration for en videreudvikling af den historiske roman. Samtidig bliver dobbeltheden i Rahbeks holdning, der tillader ham at være republikaner i Frankrig, men royalist i Danmark, yderligere belyst"(Forbemærkning).
Kapitel 3 undersøger forskellene mellem de to udgaver af den historiske roman Camill og Constance (1799 og 1804), og ser på ændringernes betydning for Rahbeks syn på historien. Kapitel 4 indeholder et referat af handlingen i romanen Camill og Constance, og efterfølges i kapitel 5 af en analyse af dens struktur, temaer og karakterer. I kapitel 6 bestemmes Camill og Constance som et idédrama om revolutionen som et led i den historiske udvikling.
Asger Albjerg er lektor i dansk ved Helsingfors Universitetet.

UDDRAG AF INDHOLD: Ind i historien. Indledning om historien, friheden og dyden. Tekstgrundlaget. Referatet. Analysen. Perspektiv mod demokratiet.
Summary. Bibliografi. Noter.

UDGIVER:
Syddansk Universitetsforlag
Campusvej 55, 5230 Odense M
Tlf: 66 15 79 99, fax: 66 15 81 26
E-post: press@forlag.sdu.dk
Internet: www.universitypress.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk