[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Venskab og strid. 2. udvidede udgave. Af K.E. Løgstrup og Hal Koch. 263 sider, 14 x 21,5 cm. Pris kr 299,00. Forlaget Klim. Udgivet 2010. (Løgstrup Biblioteket)

Denne bog er en revideret og udvidet udgave af Kære Hal, kære Koste - Breve 1940-43 (1992). I forhold til første udgave er i den nye udgave medtaget en række hidtil uudgivne breve fra før og efter besættelsen (1934-36 og 1946-56) der skønnes at have offentlighedens interesse. Som i førsteudgaven genoptrykkes de artikler og pjecer fra 1943 der influerede på vennernes korrespondance, ligesom Henrik S. Nissens indledning er bibeholdt.

Bogen indeholder brevvekslingen mellem K.E. Løgstrup og Hal Koch om samarbejdspolitikken under anden verdenskrig. "Den åbenhjertige og intense diskussion mellem Hal Koch og K.E. Løgstrup er et betydeligt tidsdokument, præget af de to venners forskellige positioner og af periodens skiftende faser. Det er i sig selv nok til at begrunde udgivelsen. Men netop i bundetheden til de første besættelsesårs problemer, som de begge engagerede sig stærkt i, er brevene mellem dem en kompromisløs gennemtænkning af spørgsmål, som er lige så væsentlige i dag som dengang. [...] Mens Hal Koch og Løgstrup opretholdt deres uenighed om vurderingen af forhandlingspolitikken, de indrømmelser til besættelsesmagten, den havde medført, og regeringens ihærdige bekæmpelse af den tidlige modstandsbevægelse, var de enige om, at politikerne burde stå ved, hvad de havde gjort og sagt og dermed også ved deres ansvar for den uklarhed, dansk politik havde været i"(fra Indledning af Henrik S. Nissen).
Et par citater fra bogen: "Det synes efterhaanden at blive min Skæbne altid at skulle staa i dine Øjne som den betænksomme, stærkt luskede og lidet retlinede. Det er der næppe noget at gøre ved. Sagen er ikke saa klar, som du vil gøre den til. Kun eet staar fast, at vi maa finde den Situation, hvor Nej kan siges. Og hvorfor det? Din Tale om 'Æren' forekommer mig besynderlig. Jeg vilde udtrykke det saaledes: det virker nu engang moralsk opløsende paa et Folk altid at vælge den billige Udvej. Men vi mener vel omtrent det samme. Men jeg er egentlig ikke saa bange for, at Tidspunktet ikke skal komme, fordi jeg er overbevist om, at denne Krig vil vare aarevis endnu"(Hal Koch, 3-12-1941).
"Du er blaaøjet og naiv. Du er saare klog, naar en Situation skal bedømmes og Mennesker skal bedømmes i Døgnperspektivet, der er jeg altid slaaet af Forbløffelse over din Klogskab - men jeg ved ikke, om du ikke paa længere Sigt er brandnaiv. - Der er alt for meget, der taler for, at den Situation aldrig kommer til at foreligge, hvor alle væsentlige Kredse forstaar, at nu var der ingen anden Vej (for at citere dig) - du kan komme til at vente forgæves. Du bedømmer hele Folket for optimistisk, du ser i Aanden en Folkerejsning, hvor hver eneste er med (bortset fra Nazisterne), nej, faar du Halvdelen, og faar Regeringen Halvdelen af Folket med, saa er det godt, og mere end godt nok, for det er den rigtige Halvdel af Folket. Som I bedømmer Folket taget i sin Helhed, for optimistisk, saadan bedømmer I Energicentrerne og deres Modstandsevne og Betydning og Udholdenhed for pessimistisk. Dem vil I ikke stole paa. Men der kan kun føres Politik, og der kan kun siges Nej i Tillid til dem. [...] Du skriver, at vi maa finde den Situation, hvor Nej kan siges. Den kan man ikke 'finde' - du har hengivet dig til dine Beregninger og du har ladet dine Beregninger opæde dit Instinkt. Nej. Situationen er der med Kravet, og med hele Instinktets Soleklarhed siger man Nej, fordi der intet Valg er, fordi Afgørelsen er det selvfølgeligste der er til - hvis der er Absoluthed i ens Tilværelse. Det hele er saa ligetil som noget"(K.E. Løgstrup, 6-12-1941).
Bogen er forsynet med efterskrift af Ove Korsgaard.

UDDRAG AF INDHOLD: Breve 1934-36. Breve 1940-41. Hal Koch: Statsmændenes Embede - og vort (maj 1943). Alting flyder - et brev til Hal Koch fra Feilberg Jørgensen (juni 1943). Professor Hal Kochs svar (juni 1943). Breve 1943. K.E. Løgstrup: Folkeliv og Udenrigspolitik (juli 1943). Hal Koch: Vandene skilles (august 1943). Breve 1946-56.
Noter. Et drama om venskab i tre akter (efterskrift af Ove Korsgaard).

UDGIVER:
Forlaget Klim
Ny Tjørnegade 19, 8200 Århus N
Tlf: 86 10 37 00, fax: 86 10 30 45
E-post: forlaget@klim.dk
Internet: www.klim.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk