[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

Bankstræde nr. 0. Af Einar Már Guðmundsson. 183 sider, 14,5 x 22 cm. Pris kr 249,00. Informations Forlag. Udgivet 20/10 2011.

Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen efter Bankastræti Núll (2011).

Bankstræde nr. 0 er et offentligt toilet på hjørnet af Bankstræde og Lækjargata. "Ganske vist har man lukket det nu, men det står stadig lyslevende i bevidstheden, og de fysiske rammer står der endnu lige over for Lækjartorv, hvor bybusserne stopper og torveuret står. Dér havde Útvegsbankinn eller Søfartsbanken til huse, indtil den væltede omkuld som følge af rembourser og superlån. Det var i 1985, og i det store hele lidt som et forvarsel eller en fødselsve for det, som senere skulle komme. [...] Men Bankstræde nr. 0 ligger også ved siden af regeringskontorerne, herretoilettet på samme side som regeringskontorerne, sandsynligvis fordi det altid har været mænd, der regerede landet, og kvindernes toilet på samme side som Bagerbakken, måske fordi kvinder engang var så dygtige til at bage. Regeringskontorerne ligger i et gammelt fængsel fra kolonitiden. Dér bevogtede man tidligere tiders forbrydere. Men hvem sidder der nu?"(fra et indledende kapitel).
I Bankstræde nr. 0 spidder Einar Már Guðmundsson bankkrakket på Island og spørger til rimeligheden i at vælte gælden efter ekspansionsvikingernes hærgen over på den islandske befolkning. I forfatterens vanlige stil blandes politik, etik, musik og litteratur - og man kommer vidt omkring: til komikere og kager, værdipapirer og vulkaner, rigdom og revolution - og The Beatles. Også nogle af de store islandske prosaister fra det 20. århundrede inddrages. Uforudsigelig og utrættelig manifesterer Einar Már Guðmundsson i 25 levende udfald et digterisk modspil til tiden.
"O, min by, min by! Jeg betragter dig og ser en raseret, halvt sammenstyrtet byggeplads, for politikerne forærede grundene til rigmændene, eftersom rigmændene havde givet politikerne noget andet, muligvis anseelse, muligvis penge. Alt imens almindelige mennesker, og ikke mindst de unge, måtte købe deres byggegrunde til kunstigt oppiskede priser. Og politikerne bliver ved med at ævle, lader kneveren gå, som medier til et møde i Spiritistisk Selskab, selv om nogle af dem er så gennemkorrupte, at de i stedet for at sidde på en anklagebænk og bede for deres sjæls frelse har købt sig immunitet med penge, som ekspansionsfirmaerne stoppede i lommerne på dem, og selv om de selv er på kuglelån eller andre former for økonomiske steroider. De fleste af de parlamentsmedlemmer, der måtte forføje sig i vanære, er vendt tilbage, og nogle af dem er begyndt at snakke om de forskelligste emner, som om slet ingenting var hændt. Kommuner sælger ud af deres ejendomme, ja, selv hele samfundets naturresurser bliver solgt, alt imens gamle huse får lov at forfalde, og usle rønner bliver bygget, halvfærdige monstre, der strækker sig mod himlen som mindesmærker om storhedsvanviddet eller mindreværdshovmodet, begge dele kunstigt pustet op med såkaldt finansiel tillid. [...] Hallo! Hvor er folket, der skabte historien, folket der stred og byggede verden? Hvorfor bliver det intetsteds nævnt? Hvor er sømændene, der sejlede skibene og fangede fisken? Hvor er arbejderne, der lossede dem? Hvem byggede byerne? Hvem anlagde gaderne? Folk taler gerne herom på en måde, så man skulle tro, at rigmændene selv har skabt rigdommen, været så knagende dygtige og uegennyttige. Jeg kommer ikke og påstår, at de er nogle dovendidrikker, men hvor er den almindelige befolkning, når historien skrives? Jo, den stikker undertiden hovedet frem nogle århundreder senere, i forskningen. I mellemtiden er den plebs, en befolkning, der ikke eksisterer. Virkelighedsfjerne politikere til alle tider minder om dronningen, der spurgte, hvorfor folket ikke bare spiste kager, når nu de ikke kunne få brød. Endnu værre er det at se, hvordan politikerne skåner rigmandsklassen, mens den brede befolkning må bløde. Ond er deres uretfærdighed, værre deres retfærdighed!"(fra Bankstræde nr. 0).
Einar Már Guðmundsson (f. 1954) er Islands mest oversatte forfatter og lyriker. Han slog for alvor igennem i Danmark med romanen Universets engle, som han i 1995 modtog Nordisk Råds litteraturpris for. Einar Már Guðmundsson er samtidig en af Islands mest markante debattører som forener poesi og humor med politisk indsigt i sine essays. Om krisen i Island har han tidligere udgivet Hvidbogen (2009) - en kritisk gennemhegling af den islandske finanskrise, hvor han bl.a. går i clinch med det samarbejde der har fundet sted mellem erhvervslivet, de folkevalgte politikere fra alle partier og medierne.

UDDRAG AF INDHOLD: Indledende bemærkninger om civilisation. Don Quixote har begivet sig på vej. Bankstræde nr. 0. April er den grusomste måned. Banker og vulkaner. Ni anarkister. Komikerne tager magten. I kælderen. Milton Friedmans disciple. Den røde muldvarp. Hjerterne i Woolton-distriktet. Det enkle spørgsmål. Revolutionære vulkaner. Forbrydelse og straf. Når mafiaen bliver til Mødrehjælpen. Gældsforpligtelsernes lænker eller Du hedder vel ikke Gilitrutt? Alle elsker Landsbankinn. Mere om jernbanetransport. Op og ned ad blindgyden. Slutbemærkninger om etik.

UDGIVER:
Informations Forlag
Store Kongensgade 40 C, 1264 København K
Tlf: 33 69 60 07, fax: 33 69 60 18
E-post: forlag@information.dk
Internet: www.informationsforlag.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv]

FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk