| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Det diagnosticerede liv. Sygdom
uden grænser. Svend
Brinkmann (red.). 285 sider, 15,5 x 22,5 cm. Ill: 4 figurer. Pris
kr 299,00. Forlaget Klim. Udgivet 14/10 2010.
Denne bog indeholder en nuanceret
og mangefacetteret diskussion af den omsiggribende sygeliggørelse
af menneskelige egenskaber. Den belyser tidens forestillinger om sundhed
og diagnoser, og indeholder kritiske diskussioner af forskellige former
for sygeliggørelse.
Vi lider i stigende
grad af stress, depression, angst, ADHD og andre forstyrrelser. Inden
for det seneste halve århundrede er antallet af sygdomme i det psykiatriske
diagnosesystem tredoblet. Snart sagt alle menneskelige livsproblemer betragtes
i dag som behandlingskrævende. Afvigelser fra et stadigt snævrere
normalområde bestemmes gennem diagnosticering og kræver behandling.
Spørgsmålet er om denne udvikling hjælper os, eller
om den rent faktisk gør os mere sårbare og dårligere
rustet til at klare de opgaver som et moderne arbejds- og familieliv stiller
os. Det diagnosticerede liv stiller skarpt på disse tendenser
og undersøger gennem kritiske analyser perspektiverne i den aktuelle
udvikling. "Generelt er diskursen om sygdom og sundhed blevet en ny samfundsmæssig
megadiskurs, der sætter nye skel og har store konsekvenser for både
enkeltpersoner og grupper. Sundhed er blevet den nye overordnede værdi
i de vestlige samfund, og vi bevidner samtidig en udvidelse af sygdomsbegrebet
med en fremvækst af alskens nye diagnoser, ikke mindst inden for
det psykiatriske område. Denne udvikling dækker over en mere
almen patologisering af tilværelsen, der også slår igennem
uden for psykiatrien, fx i uddannelsessammenhænge, arbejdslivet
og privatlivet. Patologisering betegner det, at noget, der tidligere blev
opfattet som et almindeligt menneskeligt problem, en særlig livsstil
eller simpelthen en afvigelse fra en norm, nu bliver gjort til en sygdom
eller forstyrrelse, der kræver medicinsk eller psykoterapeutisk
behandling. [...] For at forstå vores liv under de nuværende
historiske betingelser er det vigtigt at forstå disse patologiseringsprocesser,
der formentlig er et lige så udtalt træk ved samfundet som
mere kendte og velundersøgte processer som individualisering og
sekularisering. Patologiseringen er imidlertid et samfundstræk,
der indtil videre har været genstand for markant mindre bevågenhed,
hvilket er påfaldende, hvis det er sandt, at sundhed er ved at blive
de moderne samfunds super-værdi - den værdi, som alle andre
værdier skal måles mod - og at enhver afvigelse fra et sundhedsideal
opfattes som en trussel mod individers liv og lykke samt mod statens konkurrenceevne
og bruttonationalprodukt"(fra Indledning).
Kapitlerne i bogens
første del ser nærere på almene forståelser af
sygdom, sundhed og patologisering og sætter nutidens løbske
diagnostik i relation til den samfundsmæssige og historiske udvikling.
Bogens anden del stiller derefter skarpt på udvalgte tilstande der
i disse år er genstand for intens diagnosticering, patologisering
og behandling, men som tidligere ikke nødvendigvis blev betragtet
som sygelige. Denne del indeholder kapitler der undersøger udvalgte
diagnoser og patologiseringer: depression, ADHD, stress, overvægt,
afhængighed samt såkaldte diffuse lidelser (fx fibromyalgi).
Bogen afsluttes med et kapitel om forskellige former for patologisering.
Kapitlet kortlægger forskellige slags patologiseringsprocesser ved
at inddrage både historiske og nutidige eksempler. Det hævdes
"at patologisering som sådan hverken er entydigt godt eller skidt,
men at der både findes legitime samt illegitime forsøg på
patologisering. Samtidig kan individer i nogle tilfælde uretmæssigt
blive patologiseret af andre, mens det i andre tilfælde er individerne
selv, der kæmper for en selvpatologisering for at opnå bestemte
privilegier"(fra Indledning).
Bogen henvender sig
til professionelle inden for social- og sundhedsområdet, psykologer,
pædagoger og undervisere foruden den alment interesserede læser.
Svend Brinkmann er cand.
psych., ph.d. og professor (mso) i almenpsykologi og kvalitative metoder
ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.
UDDRAG AF INDHOLD: Patologiseringstesen:
diagnoser og patologier før og nu (af Svend Brinkmann). Psykiatri
uden grænser - de psykiatriske diagnosers ekspanderende domæne
(af Nikolas Rose). Patologisering og stigmatisering (af Lars Fr. H. Svendsen).
"There is a crack in everything, that's how the light gets in" (af Søren
Hertz). Jens Vejmand på rettigheder (af Ole Thyssen). Patologisering
og kampen om sygdomsbegrebet (af Uffe Juul Jensen). Om patologisering
af tristhed (af Lars-Henrik Schmidt og Claus Holm). Det proaktive menneskes
lidelser - nye patologier i arbejdslivet (af Kirsten Marie Bovbjerg).
Patologisering af uro? (af Klaus Nielsen og Carsten René Jørgensen).
Det sygeliggjorte fedt (af Marianne Raakilde Jespersen og Verner Møller).
Det syge selv, fortællingen og overgivelsen (af Morten Nissen).
Min helt egen sygdom - forhandling af sygdomsidentitet (af Nanna Mik-Meyer).
Patologiseringens former: en kartografi over nutidens patologiseringsprocesser
(af Svend Brinkmann).
UDGIVER:
Forlaget Klim
Ny Tjørnegade
19, 8200 Århus N
Tlf: 86 10 37 00, fax:
86 10 30 45
E-post: forlaget@klim.dk
Internet: www.klim.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|